Nyheder
Pressemeddelelse
Herning, 26. juni 2025
Ny CEO i MP Denmark skal styrke global vækst
Louise Fjord Pedersen overtager direktørposten som led i den internationale vækststrategi, der har bragt MP Denmark ud på over 40 markeder.
MP Denmark A/S får ny øverste direktør, når Louise Fjord Pedersen overtager posten som CEO efter Hans-Henrik Olsen den 1. juli. Udnævnelsen markerer kulminationen på et planlagt generationsskifte, der blev igangsat i forbindelse med ejerskiftet i sommeren 2022, hvor kapitalfonden Vækst-Invest sammen med tre medinvestorer – Safo-Invest, Poul Sand og Per Schak Andreasen – købte 70 % af aktierne i selskabet.
Hans-Henrik Olsen har været en del af direktionen siden 2017 og har været med til at igangsætte omstillingen fra traditionel produktionsvirksomhed til et moderne brandhus med internationalt fokus. Hans-Henrik Olsen bevarer en tilknytning i en fortsat konsulentrolle. I dag er MP Denmark repræsenteret på mere end 40 markeder verden over, og med udnævnelsen af Louise Fjord Pedersen som direktør sætter virksomheden yderligere fart på sin strategiske udvikling og ambitionen om at blive Europas foretrukne strømpebrandhus.
Fra salgsdirektør til CEO
Louise Fjord Pedersen kom til MP Denmark som salgsdirektør november 2021 og har siden januar 2023 været en del af direktionen med ansvar for de kommercielle aktiviteter. Hun har en baggrund i branding og produktudvikling og startede sin karriere som trainee hos ECCO Sko A/S, hvor hun arbejdede med sko og accessoires. I dag har hun 20 års erfaring inden for sko og beklædning, hvor hun har arbejdet for stærke danske brands – både i Danmark og internationalt.
Med en stærk forbrugerforståelse og dyb indsigt i både produkt og positionering har hun spillet en central rolle i MP Denmarks strategiske udvikling de seneste år – herunder lanceringen af nye mærker og styrkelsen af virksomhedens tilstedeværelse på nye markeder.
"MP Denmark står et stærkt sted, og jeg glæder mig til at videreudvikle det fundament, vi har bygget de seneste år. Vores ambition er klar: Vi vil være det foretrukne strømpebrandhus i Europa – med kvalitet, ansvarlighed og design i centrum," siger Louise Fjord Pedersen.
Strategisk retning: internationalisering og forbrugerkontakt
Under Louises ledelse vil MP Denmark fortsætte transformationen mod en mere kommerciel, internationalt orienteret forretning med tre centrale fokusområder:
- International vækst: Konsolidering og ekspansion på det europæiske marked.
- Forbrugerfokus: Styrket brandidentitet og kundeoplevelse på tværs af kanaler.
- Kommerciel skalering: Udvikling af brandportefølje og øget tilstedeværelse i B2C.
Fakta om MP Denmark A/S
Navn |
MP Denmark A/S |
Grundlagt |
1937 |
Hovedkontor |
Herning, Danmark |
Virksomhedstype |
Brandhus for strømper & tøjaccessories |
Design & udvikling |
Danmark |
Produktion |
Egen fabrik i Letland |
Antal ansatte |
Ca. 35 i Danmark, ca. 90 i Letland |
Nøglebrands |
MPkids, MPwoman, GoBabyGo, MPmen, Sneaky Fox, Melton, Dear Denier |
Eksportandel |
Over 75 % af omsætningen stammer fra eksport |
Tilstedeværelse |
På over 40 markeder |
Ejerstruktur |
Ca. 65 % ejet af Vækst-Invest II m.fl. siden 2022 |
MP Denmark har produceret strømper siden 1937 og er i dag et moderne brandhus med stærk international tilstedeværelse og fokus på kvalitet, design og forbrugerbehov. Virksomheden udvikler og sælger højkvalitetsstrømper og accessories til børn og voksne under egne mærker og som private label. Eksport udgør over 75 % af omsætningen, og med base i Herning samt egen fabrik i Letland kombinerer MP Denmark danske rødder med globale ambitioner.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Elin Jonsson
MP Denmark A/S
Email: ejons@mpdenmark.com
Telefon: 53 34 81 51